Parsamtaler
Samtaler for par, hvor den ene part har ADHD eller autisme, og hvor I ønsker at skabe større forståelse for hinanden, få bedre kommunikation og finde fælles strategier, der styrker jeres relation.
ADHD eller autisme kan naturligvis være en del af de udfordringer, I oplever i samspillet – men det er sjældent hele forklaringen. Ofte spiller også personlige mønstre, vaner, tidligere erfaringer, overbevisninger og kommunikationsstile ind hos begge parter – uanset om man er neurodivergent eller neurotypisk. I samtalerne ser vi på hele billedet, så I ikke kun forstår diagnosens betydning, men også de øvrige dynamikker, der præger jeres relation.
Jeg tilbyder jer et trygt og tillidsbaseret rum, hvor I begge bliver mødt med indsigt og forståelse – og hvor der samtidig er plads til ærlige samtaler og kærlige puf, når I oplever at sidde fast i uhensigtsmæssige mønstre.
Jeg møder jer åbent og nysgerrigt, og faciliterer samtaler, hvor I begge får taletid, bliver lyttet til og får hjælp til at forstå både jeres egne og hinandens reaktioner. Vi vil bruge modeller og refleksionsøvelser, der gør jer klogere på jeres samspil, og give jer konkrete redskaber, I kan bruge i hverdagen.
Eksempler på temaer i parsamtaler
Kommunikation og misforståelser – fx afbrydelser, forskellige kommunikationsstile eller uafsluttede samtaler
Uens energiniveau, aktivitetslyst og belastningstærskel
Forskellige behov for struktur, planlægning og fleksibilitet
Følelsesregulering, kritikfølsomhed og konflikthåndtering
Roller og ansvarsfordeling i hverdagen – fx “hjælper-/forælderrollen”
Intimitet, nærhed og kærlighedssprog – forskellighed i behov, forventninger og måder at give/modtage omsorg på
Håndtering af sansemæssige forskelle og overstimulering
Skævvridning i relationen, når én part tager for meget eller for lidt ansvar
Hvordan I som par kan håndtere ydre krav (arbejde, børn, familie)
Styrkelse af fælles glæder, ritualer og oplevelser
Påvirkning af parforholdet fra tidligere erfaringer, overbevisninger og livsmønstre hos begge parter
Forståelse af, hvordan ADHD eller autisme spiller ind – uden at diagnosen bliver hele forklaringen
Hvem?
Parsamtalerne er for jer, der ønsker at udvikle jeres relation, uanset om I oplever små eller store udfordringer. Det er vigtigt, at I begge er motiverede for at deltage og villige til at arbejde med jer selv og jeres samspil.
Hvis én af jer er i markant mistrivsel – fx med ubehandlet depression, svær stress eller traumeproblematikker – anbefaler jeg, at dette håndteres sideløbende eller forud for parsamtalerne.
Hvordan?
I første samtale vil jeg gerne høre jeres fælles historie – hvad der har bragt jer hertil, og hvordan ADHD eller autisme spiller ind i jeres relation. Vi taler også om, hvad I ønsker at opnå med samtalerne.
Herefter arbejder vi med de temaer, der fylder mest hos jer. Vi vil skifte mellem at tale sammen alle tre og at give jer hver især mulighed for at sætte ord på egne oplevelser uden afbrydelser. Jeg hjælper jer med at omsætte indsigt til små, realistiske skridt, I kan afprøve i hverdagen, og vi følger op på, hvordan det går fra gang til gang.
Individuelle samtaler kan indgå som supplement, hvis det giver mening for processen.
Vil I vide mere?
I er velkomne til at kontakte mig for at høre mere. Jeg tilbyder altid en indledende, gratis og uforpligtende onlinesamtale (ca. 20 min), så vi sammen kan vurdere, om vi er det rette match. Her kan jeg også uddybe, hvordan jeg arbejder, så I kan mærke, om det passer til jeres behov.
📧 Mail: susangulstad@gmail.com